Sådan forbereder du din e-mail marketing til valentinsdag
For de fleste, der arbejder med e-commerce, er perioden før og under valentinsdag fyldt med tilbud og ekstra trafik på webshoppen. D. 14. februar fejrer hele verden nemlig kærligheden, og det betyder, at forbrugerne skruer op for indkøb af gaver, blomster, smykker og oplevelser. Generelt set sidder forbrugernes penge lidt mere løst omkring denne dag.
Tal fra USA viser bl.a., at forbruget på valentinsdag har været stigende de seneste år, og i 2021 brugte den gennemsnittelige forbruger (i USA) ca. $165 (altså over 1000 kr.) på dagen. Tal fra Danmark viser også, at forbruget omkring denne dag er stigende – blomsterkæden, Interflora, har bl.a. fortalt, hvordan salg af blomster på valentinsdag fordoblede i perioden 2013-2018.
Det betyder selvfølgelig også, at der er et kæmpe potentiale i at udnytte valentinsdag i din e-mail marketing. Og til den anledning har vi derfor samlet 6 tips, der forhåbentlig kan hjælpe dig med at være endnu bedre forberedt.
Tip 1: Gør opmærksom på tilbud og få nye kontakter med pop-ups
Inden det helt store udsalg starter, kan du med fordel se på, hvordan du kan indsamle flere kontakter til lejligheden. Til dette formål anbefaler vi altid, at du har en række pop-ups på din webshop.
Har du specielle tilbud eller måske endda rabatkoder omkring valentinsdag?
Så kan du med fordel opsætte pop-ups, hvor du overbeviser de besøgende på din webshop om at tilmelde sig dit nyhedsbrev, så de modtager disse fordele direkte i indbakken. Vi anbefaler altid, at du opsætter pop-ups, når du har specielle tilbud, fordi de ganske enkelt er et af de stærkeste værktøjer til at skaffe nye kontakter.
Tip 2: Mænd i 20’erne er en ideel målgruppe
Normalt er det en god idé at bruge din egen statistik til træffe beslutninger, når du vil segmentere dine kampagner. Alligevel vil vi meget forsigtigt henvise til, at personer i 20’erne generelt set bruger flest penge på valentinsdag. Samtidig bruger mænd gennemsnitligt mere end dobbelt så mange penge end kvinderne på valentinsdag. Og derfor kan du med fordel målrette nogle e-mailkampagner mod dette segment med nogle ekstra valentinsbudskaber.
Men i sidste ende kender du din målgruppe bedst, og derfor er det bedste råd i virkeligheden, at du er opmærksom på, at forskellige segmenter har forskellig adfærd – også på valentinsdag. Og derfor kan du med fordel overveje, hvilke segmenter, der skal have hvilke budskaber.
Tip 3: Husk også singlerne
Man kan hurtigt blive fristet til at tro, at valentinsdag kun er for par. Men ca. halvdelen af alle singler fejrer valentinsdag på den ene eller anden måde. Og det kan du selvfølgelig også udnytte i dine e-mails.
Hvordan henvender du dig så til singlerne?
Det kan være svært at differentiere mellem singler og personer i forhold, når du arbejder med e-mail marketing – for det er nok de færreste, der har oplysninger om modtagernes civilstand. Og hvis man skal ud i en gætteleg om, hvilke demografiske parametre, der generelt set spiller ind ift. om folk er single eller ej, bliver det hurtigt noget rod.
Så det eneste du kan gøre, er at udsende kampagner, der både henvender sig til singlerne og par. Hvis du har forskellige budskaber til de to grupper, kan du med fordel gøre det eksplicit, hvem du konkret henvender dig til på hvilke tidspunkter. Det kan du fx gøre i din emnelinje, preheader eller i dine overskrifter.
Bonustip: Udover singlerne, kan du også overveje dyreejere som målgruppe, hvis du sælger produkter til dette segment. Mange dyreejere bruger nemlig valentinsdag til at forkæle deres kæledyr.
Tip 4: Giv dine automations lidt kærlighed
Det er selvfølgelig altid vigtigt, at dine automations står helt skarpt og er opdateret. Men til valentinsdag – og andre perioder med specielle tilbud – vil du formentlig have øget trafik i din webshop. Og øget trafik i din webshop betyder øget antal udsendelser fra din e-mail platform – i hvert fald hvis du har opsat automations. Og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at dine automations står helt skarpt. Det kan på en måde sammenlignes med, at du lige svinger en kost eller en støvsuger, inden du får gæster. Hvis det hele står skarpt, kan man have mere ro i maven og god samvittighed.
Udover at gennemgå de automations, du allerede har opsat, kan du overveje om der er nye automations, der kan være relevante omkring valentinsdag. Du kan fx lave et specifikt flow til personer, der har foretaget køb i løbet af dit udsalg.
Tip 5: Fokusér på oplevelser og gaver
Den mest trendende kategori, folk bruger penge på omkring valentinsdag, er oplevelser – stærkt efterfulgt af smykker. Det er selvfølgelig fantastisk, hvis du sælger oplevelser, men du kan også bruge denne information, hvis du sælger andre produkter.
Du kan bruge det til at lave budskaber, der relaterer sig til oplevelser. Hvis dine produkter ikke er oplevelser i sig selv, kan de måske bidrage positivt til oplevelser. Hvis du fx sælger tøj, kan dit produkt hjælpe modtageren med at stå skarpt til valentinsdaten. Her kan du med fordel fokusere på selve oplevelsen, og hvordan dit produkt giver værdi til den.
Derudover er det også væsentligt at huske på, at mange af dine kunder formentlig køber produkter som gaver. I 2021 blev over halvdelen af forbruget på valentinsdag brugt på gaver. Det er måske ikke så overraskende, at folk køber gaver til deres partner eller date, men det er værd at minde sig selv om, når man udarbejder e-mails. Der kan nemlig være forskel på, hvilke budskaber modtagerne reagerer på, når de køber produkter til andre personer, ift. når de køber produkter til sig selv.
Tip 6: Brug dit indhold til at sprede kærlighed
Det kan måske lyde lidt kliché, men valentinsdag handler generelt set om at sprede kærlighed. Og når du arbejder med e-mail marketing, forventer dine modtagere også, at dine e-mails afspejler dette. Udover at bruge budskabet i din tekst til at sprede kærlighed, kan du bl.a. fokusere på 3 konkrete områder:
- Grafik: Røde farver og hjerter er en sikker vinder til valentinsdag. Det kan umiddelbart virke lidt kedeligt at gøre som alle de andre, men grafikken er væsentlig for, at dine modtagere hurtigt fanger, at der er tale om en valentinsmail. Hvis du vil skille dig ud, kan du tænke kreativt ift. hvordan du inkorporerer de røde farver og hjerter i din sædvanlige grafik.
- Emnelinjer: Undgå generiske tekster som ”Glædelig valentinsdag”. Fokusér i stedet på e-mailens hovedbudskab og omskriv det til en meget kort tekst på et par ord, der både er sjov, skaber interesse og relaterer sig til valentinsdag eller kærlighed.
- Rabatkoder: Du kan bruge rabatkoder til at sprede kærlighed blandt dine modtagere. Her kan du med fordel fortælle, hvordan rabatkoden kan bidrage til en bedre valentinsdag, at den kan bruges til at finde den rigtige gave, eller at du bare sender den for at sprede lidt kærlighed. Undgå dog generiske koder som ”valentinsdag2023”, og undersøg i stedet mulighederne for at udsende unikke rabatkoder.
Mangler du den rigtige platform til dine valentinsmails?
Prøv Heyloyalty gratis, og få adgang til en dansk GDPR-compliant marketing automation platform, du kan bruge til at udnytte data fra din webshop til personaliserede budskaber