Denne artikel opdateres løbende, når vi har fået opdateringer fra Microsoft.
Opdatering 5/8/2025:
Noget tyder på, at problemet er ved at være løst af Microsoft. Det er vores erfaring, at udfordringen med, at e-mails i højere grad rammer spammappen eller karantæne ikke længere er gældende. Vi afventer dog en endelig bekræftelse på dette fra Microsoft. Oplever du stadig udfordringen, er du velkommen til at kontakte os.
Vi oplever pt, at der er problemer med at trænge igennem spamfiltre hos Microsoft-hostede domæner. Altså: Hvis modtageradressen er hosted ved Microsoft, vil e-mailen med større sandsynlighed end normalt ryge i spammappen eller ryge i karantæne (i sidstnævnte tilfælde kommer e-mailen slet ikke frem).
Det er vigtigt for os at understrege, at der er tale om et generelt problem og ikke kun for e-mails, der sendes gennem Heyloyalty-platformen.
Forklaring af situationen
Vi har undersøgt sagen med stigningen i spamplaceringer hos Microsoft, og noget tyder på, at deres filtre er mere aggressive end normalt i disse dage. Det oplever vi med mellemrum – typisk fordi der sker en stigning i mængden af spam, der modtages hos Microsoft.
Og her er ferier en typisk problemperiode, da det er ideelt for IT-kriminelle at udnytte fraværet af medarbejdere i organisationer. Det gør det bl.a. nemmere at sende phishingmails, hvor de forsøger at franarre penge, logins eller andet.
Vi ved også, at Microsoft har rullet større, tekniske ændringer ud i begyndelsen af juli, og det kan også have betydning for hvordan de spamfiltrerer.
Overordnet medfører situationen 3 problemer:
- Dine testmails til dig selv eller til kollegaer kan ende i spamfiltreret eller i karantæne, hvis dit modtagerdomæne er hosted ved Microsoft (hvis e-mailen fx sendes til en Outlook indbakke).
- Dine e-mails til modtagere (nyhedsbreve, kampagner, automations osv.) vil også være omfattet ovenstående problematik. Derfor kan du opleve en lavere leverings- og åbningsrate end normalt. Jo flere Outlook-indbakker du sender til, jo større vil problemet selvfølgelig være. Inden for B2C e-mail marketing, står Outlook-indbakker dog generelt for en lavere procentdel end fx Apple Mail og Gmail.
- Vi oplever også, at besvarelser fra vores supportmail er blevet blokeret ved nogle kunder, der har Microsoft-hostede domæner. Det er dog vigtigt at understrege, at vi læser og håndterer alle henvendelser, der kommer. Hvis du mangler svar på et spørgsmål, er du som altid også velkommen til at ringe til os.
Hvad kan du gøre?
Ift. e-mails, der ikke når frem til dine modtagere, er det modtageren selv, der skal løse problemet. Med andre ord: Der er ikke noget at gøre.
Men ift. karantæneramte e-mails i din egen indbakke (fx testmails, der ikke kommer frem eller besvarelser fra vores supportmail), skal du frigive disse e-mails fra karantæne og rapportere dem som ”ikke spam”.
Du kan tilgå dine karantæneramte e-mails her.
Når du tilgår listen, skal du blot markere de ønskede e-mails og trykke “Frigiv”. Herefter bliver de frigivet fra karantænen, og du oplærer gradvist Microsofts spamfilter i, at der ikke er tale om spam fra den pågældende afsender. Det kan dog være, at denne proces skal gentages et par gange, før Microsoft lærer, at der ikke er tale om spam.
Hvis de omfattede e-mails lander i din spammappe, kan du som udgangspunkt bare løse udfordringen ved at markere e-mailen som ”ikke spam”, hvorefter den bliver flyttet til din indbakke. Denne procedure skal følges for alle de omfattede afsendere.
Tidshorisont for løsning af problemet
Da der er tale om et Microsoft-problem, kan vi af gode grunde ikke sige, hvornår mailtrafikken er tilbage til det normale igen. Vi har dog kontaktet Microsoft og afventer pt svar.
Denne tekst opdateres, når vi har fået svar fra Microsoft og/eller situationen er tilbage til normal igen.