SMS-marketing
Heyloyalty har indbygget SMS-modul. En omkostningseffektiv kanal, hvor dit budskab bliver læst
SMS-marketing
Troede du, at SMS-marketing var outdated? Så kan du godt tro om igen. Bruges SMS-marketing rigtigt, er det nemlig en af de mest effektive markedsføringskanaler overhovedet, og det er netop den, vi skal kigge nærmere på nu.
Her på siden kan du blive klogere på SMS-markedsføring. Vi kigger blandt andet på, hvorfor du skal benytte dig af SMS-marketing, hvordan du gør det på den mest hensigtsmæssige måde, og hvad du skal være særligt opmærksom på i forhold til formatet.
Du får konkrete inputs til dos and don’ts, inspiration til mulige måder at benytte SMS-markedsføring på samt indblik i SMS-markedsføringslovgivningen.
Hvad er SMS-marketing?
SMS-marketing går kort og godt ud på at kontakte dine (potentielle) kunder igennem tekstbeskeder på telefonen. Det er en markedsføringsdisciplin, som mange har en mening om, og som flere gange er blevet erklæret død eller døende.
Heldigvis har de apokalyptiske spådomme ikke holdt stik, og udnytter du platformen på den rette måde, kan du faktisk få stor glæde af den. Samtidig er det en kanal, der kan skabe stor værdi for dine kunder, hvis den bruges rigtigt.
Hos Heyloyalty oplever vi, at flere og flere af vores kunder får glæde af at benytte sig af SMS-marketing. Særligt når markedsføringsformen kombineres med e-mail marketing, kan der skabes resultater.
Hos Heyloyalty har du mulighed for at integrere din e-mail- og SMS-markedsføring, således du kan udnytte dine data bedst muligt på tværs af de to kanaler. Kombinationen af de to kanaler gør også, at du kan basere din SMS-marketing på de samme triggers, som når du arbejder med e-mail marketing.
Ligesom du kan opsætte eksempelvis et tabt kurv-flow i Heyloyaltys e-mail marketing-system, kan du også opsætte tabt kurv-SMS’er, som baseres på den samme brugeradfærd. Dermed kan du målrette din markedsføring knivskarpt til den enkelte.
Hvorfor gøre brug af SMS-markedsføring?
Anno 2020 har 95 % af den danske befolkning en mobiltelefon. Dét i sig selv er en ret god grund til at benytte sig af SMS-marketing. Dertil kommer, at 90 % af alle SMS’er, der bliver sendt, bliver åbnet inden for tre minutter. Ja, du læste rigtigt, tre minutter. Samtidig har SMS-beskeder en åbningsrate på hele 98 %.
SMS-markedsføring giver dig altså en unik mulighed for at komme i kontakt med en stor mængde modtagere, som med største sandsynlighed åbner dine beskeder inden for ganske kort tid.
Statistik om mobiltelefoner og SMS’er:
- 95 % af den danske befolkning har en mobiltelefon.
- 98 % af alle SMS’er åbnes.
- 90 % af alle SMS’er åbnes inden for tre minutter.
- Kun 10 % af marketing-SMS’er er spam, hvorimod cirka 50 % af markedsførings-e-mails er spam.
- Det tager den gennemsnitlige modtager 90 sekunder at svare på en SMS, hvorimod det tager cirka 90 minutter at svare på en e-mail.
- SMS-markedsføring performer overordnet syv gange bedre end e-mail marketing.
(Kilde: Techjury)
Der ligger altså et enormt potentiale i SMS-markedsføringen, og har du endnu ikke overvejet at inddrage denne disciplin i din marketingstrategi, vil vi derfor også kraftigt opfordre dig til at gøre det.
Kombiner SMS- og e-mail marketing, og skab sød musik
Efter at have læst ovenstående statistikker kunne du måske fristes til at droppe din e-mail marketing. Det vil vi imidlertid ikke råde dig til at gøre. Derimod vil vi råde dig til at lade SMS- og e-mail marketing komplimentere hinanden, så du overordnet set kan opnå de absolut bedste resultater.
Både e-mail- og SMS-marketing har styrker og svagheder, og dem skal du være bekendt med, når du arbejder med de to platforme. Udnytter du de to kanalers styrker på hensigtsmæssig vis, kan de nemlig spille hinanden endnu stærkere, og dermed kan du effektivt øge din omsætning, brand awareness, kundeloyalitet eller noget helt fjerde.
Lidt senere kigger vi på nogle af de ting, du skal være opmærksom på, når du arbejder med SMS-markedsføring, men for nu dykker vi lidt dybere ned i, hvordan du egentlig kan bruge kanalen.
Sådan kan du benytte SMS i din markedsføring
Eftersom størstedelen af alle SMS’er bliver læst inden for ganske få minutter, er denne kanal særligt relevant at udnytte, når du har brug for at promovere tidsbegrænsede tilbud eller videregive vigtige informationer, som modtageren har brug for at få her og nu.
Kører du eksempelvis et 24-timersudsalg, giver det god mening at gøre dine (potentielle) kunder opmærksomme på dette i et e-mail nyhedsbrev og derefter prikke til kunderne via SMS, få timer før udsalget stopper. På den måde bliver modtageren gjort opmærksom på udsalget ad flere omgange, og dermed er der større sandsynlighed for, at vedkommende handler.
Da vi ved, at SMS’erne har en enormt høj åbningsrate, er der snart sagt garanti for, at dine potentielle kunder bliver bekendte med dit udsalg via denne kanal, hvorimod en e-mail kan risikere at drukne i mængden.
Kombinér din e-mail- og SMS-marketing
Som nævnt har du med Heyloyalty mulighed for at kombinere din e-mail- og SMS-marketing, således du eksempelvis kan målrette SMS’er til de modtagere af dit nyhedsbrev, der enten har eller ikke har reageret på en særlig kampagne. Har en modtager for eksempel åbnet en kampagnemail om et udsalg og klikket sig ind på udsalget uden at handle, er en SMS måske det sidste, kærlige skub, kunden har brug for for at konvertere, og dén kan du sende igennem Heyloyalty.
Du kan eksempelvis sende en SMS til nyhedsbrevsmodtagere, der:
- har åbnet en specifik kampagnemail
- ikke har åbnet en specifik kampagnemail
- har klikket på et bestemt link
- ikke har klikket på et bestemt link
- har åbnet X antal kampagnemails
- har besøgt X antal undersider på din side.
Ved at udnytte data fra dit e-mail-setup kan du altså få endnu mere ud af din SMS-markedsføring og målrette dine budskaber direkte mod specifikke målgrupper.
Foruden at du med fordel kan gøre brug af SMS-markedsføring i forbindelse med særlige udsalg, kan kanalen også være effektiv, hvis du for eksempel skal promovere et event i en fysisk butik, ønsker at sende kunder remindere om aftaler eller vil give dine kunder opdateringer på deres ordrer.
Brug SMS-marketing til for eksempel at:
- give besked om tidsbegrænsede tilbud
- promovere events
- minde kunder om tidsbestillinger
- opdatere kunder på deres ordrer
- sende vigtige beskeder i realtid.
SMS-markedsføring er for alle typer virksomheder
Uanset hvilken type virksomhed du driver, kan du få glæde af SMS-marketing. Driver du en webshop, kan du eksempelvis bruge platformen til opdateringer på tilbud og ordrer.
Driver du en servicevirksomhed, kan SMS-marketing eksempelvis være nyttig at gøre brug af i forbindelse med tidsbestillinger. Ved at sende en SMS til en kunde, dagen før vedkommende har reserveret en tid hos dig, minimerer du risikoen for udeblivelse gevaldigt. Dét er en fordel for dig, og samtidig er det god kundeservice at give kunden en friendly reminder om tidsbestillingen.
På samme vis kan kanalen benyttes til at minde folk om arrangementer, de har tilmeldt sig eller købt billet til.
Som du kan se, er der mange forskellige måder, hvorpå man kan gøre brug af SMS-markedsføring. Uanset hvilken type virksomhed du driver, er der således også gode chancer for, at det ville give mening for dig at investere i en form for SMS-marketing-software.
(Eksempel på SMS-markedsføring omhandlende særlige tilbud)
(Eksempel på ordrebekræftelse sendt som SMS)
(Eksempler på reminder-SMS’er)
(Eksempler på vigtige beskeder/opdatering sendt via SMS)
SMS-markedsføring og lovgivning
Om du må sende en SMS til en (potentiel) kunde eller ej, afhænger af, hvilken type SMS der er tale om, og om modtageren har givet samtykke til at modtage markedsføring eller ej.
Af markedsføringsloven kan du læse følgende:
”En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på direkte markedsføring, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Den erhvervsdrivende skal give mulighed for let og gebyrfrit at tilbagekalde samtykket.”
Ønsker du at markedsføre din virksomhed via SMS, må du altså kun gøre det, hvis din modtager aktivt har givet samtykke hertil. Det gælder, uanset om du ønsker at promovere en fysisk forretning, gøre opmærksom på særlige tilbud eller blot at skabe brand awareness. Så snart der er tale om markedsføring i den ene eller anden form, skal du have samtykke, før du må kontakte privatpersoner eller virksomheder.
SMS’er med vigtige informationer, påmindelser om tidsbestillinger eller andet, som ikke kan betragtes som markedsføring, må du gerne sende uden at have fået kundens samtykke.
Er der afgivet samtykke til at modtage markedsføring, skal det være nemt at trække dette tilbage. Det kan derfor være en god idé for eksempel at inkludere et afmeldingslink direkte i din SMS. Foruden at dette er god service, er det også med til at øge din troværdighed. På denne måde gør du det nemlig tydeligt, at det ikke er for din skyld, du udsender SMS’er, men derimod for modtagerens.
Hvordan indhenter jeg permissions til SMS-markedsføring?
Akkurat ligesom med e-mail marketing kan du indhente samtykke til din SMS-markedsføring på mange forskellige måder. Eksempelvis kan du inkludere et felt med mobilnummer i en pop-op, du benytter til leadgenerering på din hjemmeside. Du kan også indhente samtykke i din fysiske forretning, hvis folk dér tilmelder sig dit nyhedsbrev.
Har du en kundeklub, får du typisk fat i mange af kundernes oplysninger, og her er der således også gode muligheder for at indhente permission til at markedsføre dig via SMS. Det samme gælder, når en kunde gennemfører en ordre på din webshop.
Foruden at du kan indsamle mobilnumre til SMS-markedsføring i forbindelse med den ”normale” leadgenerering, kan du også vælge først og fremmest at indsamle e-mailadresser og derefter forsøge at få adgang til brugerens telefonnumre. Denne fremgangsmåde kan du overveje, hvis du frygter at skræmme brugerne væk, hvis de skal opgive flere oplysninger på én gang i forbindelse med leadgenereringen.
SMS-marketing: Tips og tricks
På nuværende tidspunkt er du forhåbentlig blevet overbevist om, at SMS-markedsføring er værd at gøre brug af. Du har desuden fået inputs til, hvad du kan benytte denne marketingkanal til i forbindelse med forskellige virksomhedstyper. Så er sidste spørgsmål blot, hvordan du griber SMS-marketing an på den mest hensigtsmæssige måde. Dét kigger vi nærmere på nu, hvor du får en række tips og tricks til SMS-marketing.
#1: Fat dig i korthed
SMS-formatet er ikke skabt til lange fortællinger. Det er altså ikke her, du skal tage brugerne med bag kulisserne og fortælle dem alt om dagligdagen i din forretning. Det er heller ikke her, du skal komme med dybdegående beskrivelser af nye brands i dit sortiment eller introduktion til nye medarbejdere.
Når du sender SMS’er til dine kunder eller leads, skal du forsøge at fatte dig i korthed. De længere historier må du gemme til dine nyhedsbreve. Her har du også mulighed for at inkludere billeder, produkter og andet, der visuelt er med til at gøre historien mere indbydende, hvilket du ikke har med SMS-markedsføring.
#2: Inkluder links i dine beskeder
90 % af alle danskere har en smartphone. Derfor gør du klogt i at inkludere links direkte i dine SMS’er. Det kan eksempelvis være et link til din webshop, hvis du gerne vil have modtageren til at handle, eller et link til din informationsside, hvis du sender en SMS med vigtige informationer om et arrangement eller deslige.
Ved at inkludere et link direkte i dine SMS’er gør du det nemt for brugerne at komme derhen, hvor du gerne vil have dem.
#3: Send kun SMS’er i dagtimerne
Der er ingen, der gider vækkes klokken tre om natten af en SMS omhandlende et 24-timersudsalg. Sørg derfor for kun at sende SMS-markedsføring ud i løbet af dagtimerne. Mange mennesker har deres telefon umiddelbart ved siden af sig, når de sover, og du ønsker ikke at være skyld i afbrudt nattesøvn – det får du næppe glade (og handlende) kunder af.
Send dine SMS’er i dagtimerne, hvor der også er størst sandsynlighed for, at modtagerne er modtagelige over for dine budskaber.
#4: Overvej nøje, om SMS-formatet er det rette valg
Det er langtfra alle budskaber, der passer til SMS-formatet. Skal du sende en længere eller mere kringlet besked, bør du således overveje, om et nyhedsbrev ville være mere passende.
Er der tale om vigtige informationer i forbindelse med eksempelvis en aflysning af et arrangement, kan du overveje at sende et nyhedsbrev ud om dette og derefter sende en SMS, hvor du gør opmærksom på, at du har sendt et vigtigt nyhedsbrev. På den måde minimerer du risikoen for, at e-mailen bliver slettet, inden den bliver læst. I et sådant tilfælde kan SMS’en imidlertid ikke stå alene, men bruges derimod som et supplement til e-mailen.
SMS-markedsføring er typisk mest ideelt til at gøre opmærksom på ordreinformationer, tidsbegrænsede tilbud, særlige events og opdateringer, der er vigtige for brugeren. Det meste andet passer bedre til e-mailformatet.
#5: Lad være med at overgøre din SMS-markedsføring
I forlængelse af det ovenstående er det vigtigt, at du er opmærksom på ikke at overgøre din SMS-markedsføring. Mange budskaber passer ganske enkelt bedre til nyhedsbrevsformatet. Desuden kan vi ikke komme uden om, at du alt andet lige forstyrrer modtageren mere med en SMS, som sandsynligvis bliver læst inden for tre minutter, end med en e-mail, som modtageren måske først ser, flere timer efter du har sendt den.
Netop fordi du forstyrrer lidt mere med en SMS, end du gør med en e-mail, skal du nøje overveje, om dit budskab er vigtigt nok til at skulle kommunikeres på denne måde. Det er det, hvis der for eksempel er tale om et tidsbegrænset udsalg eller opdateringer på ordrer eller tidsbestillinger. Omvendt er en introduktion til en ny medarbejder ikke vigtig eller tidskritisk nok til en SMS, men passer derimod godt til e-mailformatet.
SMS-markedsføring skal benyttes med omhu, og typisk skal du således blot sende nogle få SMS’er om måneden, hvis ikke formatet skal udvandes, eller dine modtagere skal blive irriterede.
Kombinér SMS-markedsføring og e-mail marketing med Heyloyalty
Der er mange gode grunde til at benytte sig af SMS-markedsføring, og særligt hvis du kombinerer e-mail- og SMS-marketing, kan der opstå sød musik.
Hos Heyloyalty har du netop mulighed for at kombinere e-mail- og SMS-markedsføring. Begge kanaler kan trigges af brugeradfærd på din hjemmeside, ligesom dine SMS’er kan trigges af brugeradfærd i dit e-mail-setup. Du har altså alverdens muligheder for at målrette din kommunikation og dermed skabe gode resultater.
Er du interesseret i at høre mere om, hvordan e-mail- og SMS-markedsføring kan spille sammen, eller vil du i gang med at bruge Heyloyalty? Så kontakt os, eller book en gratis demo af vores SMS-marketing-software lige her på siden.