Oplever du flere falske tilmeldinger til dit nyhedsbrev end normalt?
Så er du langt fra alene.
I starten af 2025 har flere af vores kunder oplevet såkaldte ”bot”-tilmeldinger til deres nyhedsbrev. Der er tale om et generelt problem, som mange e-mail marketeers oplever uagtet hvilken platform de bruger.
Og der kan være mange forklaringer på de falske tilmeldinger. Ofte er der tale om IT-kriminelle, der bruger software til at ”angribe” et stort antal formularer på forskellige websites på én gang i håbet om at opnå adgang til systemer eller lignende. Og i den proces kan en tilmeldingsformular altså blive ramt af utroligt mange falske tilmeldinger på én gang. Vi har bl.a. kunder, der har oplevet op mod 3.000 falske tilmeldinger inden for en meget kort periode.
Nedenfor kan du blive klogere på nogle af konsekvenserne ved de falske tilmeldinger og hvad du kan gøre for at minimere risikoen for, at de opstår.
Konsekvenser ved falske tilmeldinger
Som e-mail marketeer arbejder man ofte for at få flere tilmeldinger til nyhedsbrevet. Og de falske tilmeldinger kan på overfladen virke harmløse – endda positive, da de øger tilmeldingsraten. Men der er specielt to årsager til, at tilmeldingerne ikke skal komme for enhver pris.
Årsag 1: Inaktive modtagere skader dit afsenderomdømme
E-mailklienter som Gmail, Apple og Outlook holder øje med, om du sender indhold, der er relevant for modtagerne. Hvis du har for mange modtagere, der hverken åbner eller klikker, vurderer e-mailklienterne, at dit indhold ikke er interessant eller relevant. Og det sender flere af dine fremtidige e-mails i spammappen.
Hvis det lykkedes IT-kriminelle at lave et stort antal falske tilmeldinger til dit nyhedsbrev, og du ikke opdagere det, vil din åbningsrate over tid falde og dermed sende flere af dine fremtidige e-mails i spammappen hos de reelle kontakter.
Årsag 2: Prisen på din licens stiger med antallet af kontakter og udsendte e-mails
De fleste e-mailplatforme har prisniveauer fastsat ud fra antallet af kontakter og/eller udsendte e-mails. Det gælder også i Heyloyalty. Og når kunder løftes i licens, sker det ofte helt automatisk. Vi har derfor flere kunder, der helt automatisk er blevet løftet i licens, fordi antallet af udsendte e-mails fra deres konto pludselig er steget markant i takt med de falske tilmeldinger.
Bruger du Heyloyalty og har oplevet ovenstående?
Du er altid velkommen til at tage fat på vores support, så kigger vi på din sag.

Sådan undgår du de falske tilmeldinger
Der er heldigvis et par ting, du kan gøre, for at minimere risikoen for falske tilmeldinger.
Opsæt en dobbelt opt-in
En dobbelt opt-in er et ekstra sikkerhedslag, der hjælper dig med kun at få reelle kontakter. Når modtageren tilmelder sig, får de en e-mail, hvor de skal bekræfte tilmeldingen. I Danmark er det ikke et lovkrav at bruge en dobbelt opt-in i arbejdet med e-mail marketing (som det bl.a. er i Tyskland). Men vi anbefaler altid vores kunder at gøre brug af den, da den kan hjælpe med at løfte kvaliteten af listen (gennem mere aktive modtagere).
Samtidig vil de såkaldte bots sjældent bekræfte tilmeldingen i en dobbelt opt-in. Vi har dog set eksempler, hvor det er sket. Men selvom det ikke er en garanti, kan en dobbelt opt-in minimerer du risikoen for, at de falske tilmeldinger ender med at blive oprettet på din liste.
Se vores guide til opsætning af dobbelt opt-in i Heyloyalty her.
Der er dog én bestemt ting, du skal være opmærksom på: Hver gang, du sender en dobbelt opt-in e-mail, tæller den med i regnskabet for antallet af udsendte e-mails fra din konto. Vi har bl.a. set kunder, der inden for en ret kort periode sendte op mod 3.000 dobbelt opt-in e-mails til kontakter fra de falske tilmeldinger. Og her blev kunden helt automatisk løftet i licens.
Derfor: Din dobbelt opt-in sikrer, at de falske tilmeldinger ikke ender på listen, men de tæller desværre med i regnskabet for e-mailudsendelser. Det kan du heldigvis undgå ved at følge nedenstående råd.
Brug (re)CAPTCHA i din formular
For at undgå bot-tilmeldingerne kan du gøre brug af CAPTCHA eller reCAPTCHA i din tilmeldingsformular. Konceptet er ret enkelt: Der er tale om en gratis sikkerhedsforanstaltning udbudt af Google. Den minimerer bl.a. avanceret brug af bots og online svindel i forbindelse med tilmeldinger.
Teknologien ser bl.a. på, om brugerens adfærd minder om et reelt menneske eller en robot – og i nogle tilfælde skal brugeren afkrydse billeder med bestemte motiver, gengive bogstaver fra et billede eller løse andre små opgaver.
Du kan enten vælge at gøre brug den traditionelle CAPTCHA (der primært består af tekstbaserede opgaver) eller reCAPTCHA (der ofte gør brug af billeder og analyserer brugerens adfærd).


Sådan aktiverer du (re)CAPTCHA på din formular i Heyloyalty
- Redigér relevant liste.
- Vælg ”Formularer”.
- ”Opret” formular eller redigér en eksisterende formular.
- Vælg ”Ja” i ”Aktivér CAPTCHA” og/eller ”Aktivér reCAPTCHA”.
- Gem formularen.

Hold øje med dine tal
Det er altid en god idé at holde øje med tallene for dine e-mails. Hvis der sker en pludselig ændring i dem, kan det være et tegn på et problem:
- Stiger tilmeldingsraten usandsynligt meget i en periode, uden at du har igangsat nye initiativer? Se evt. hvor de nye kontakter kommer fra og om de er falske.
- Falder åbningsraten og klikraten? Det betyder, at en større andel af kontakterne er inaktive. Det betyder ikke nødvendigvis, at du har falske tilmeldinger – men det kan være en konsekvens af det.
- Har du et øget antal bounces? Hard bounces er ofte ugyldige e-mailadresser, og derfor bør du fjerne dem.
Du kan blive klogere på, hvordan du kan arbejde med dine metrics i e-mail marketing her.
Ryd op i dine lister
Inaktive medlemmer er ikke meget værd. Derfor bør du altid overveje, om du skal forsøge at genaktivere dem eller slette dem med det samme.
I oprydningen af dine lister vil de falske tilmeldinger også blive fjernet – derfor er det win/win ift. at løse denne udfordring og for at undgå et skadet afsenderomdømme.
Opsætning af oprydningflow
Vi anbefaler altid, at du opsætter et oprydningsflow (også kaldet sunset flow), hvor du prøver at aktivere modtagere, der ikke har interageret med dine e-mails i X-periode (fx 60 dage). Ved at bruge en anderledes emnelinje og gøre opmærksom på, at de bliver fjernet, hvis de ikke reagerer, kan du øge chancen for at de bliver aktive igen. Lykkedes det ikke, kan du opsætte en medlemshandling, der sletter vedkommende automatisk X-tid efter de har modtaget e-mailen.
Har du brug for hjælp?
Hvis du har oplevet mange falske tilmeldinger, og er i tvivl om, hvordan du bør håndtere dem i Heyloyalty, så tag endelig fat i vores support.
De sidder klar til at hjælpe dig videre – både på mail og telefon.