GUIDE: Undgå fælderne ved iOS 15 opdateringen!

19. sep, 2021 | Blog

iOS 15 opdateringen er her

Dette blogindlæg er en anelse anderledes end vores normale blogindlæg. Således vil du opdage, at nogle tekststykker er fremhævet med kursiv. Teksten i kursiv er af mere teknisk karakter og kan springes over, hvis du ikke ønsker en dyb, teknisk forståelse.

Uanset om du bare skal fange essensen af det hele, eller om du skal have de tekniske forklaringer med, så ønsker vi dig god læselyst 😊

Læsetid: 15 minutter (8 minutter hvis de tekniske forklaringer springes over)

Du har formentlig allerede hørt og læst en del om iOS 15 opdateringen, som Apple har varslet i noget tid.

Men hvad er det nu lige det helt præcist er? Hvad betyder det for dig? Og hvad skal du have klargjort snarest muligt?

 

iOS 15 opdateringen kan kortes ned til tre overordnede ændringer:

  • Mail Privacy Protection
  • Hide My Email
  • Skjul IP-adresse (en del af Mail Privacy Protection)

1:  Kilde: Ryan Jones’ Twitterprofil.
https://twitter.com/rjonesy/status/1401993816001978375

Mail Privacy Protection

Første gang en bruger åbner sin Apple Mail app på sit device, så vil personen blive mødt af beskeden, som du ser her til venstre.

Det er værd at lægge mærke til, at ingen af de to muligheder er forhåndsafkrydset. Det vil sige, at alle brugere skal tage et aktivt valg.

Vores forventning er, at mindst 4 ud af 5 brugere vil vælge at aktivere denne nye feature. Dette er baseret på iOS 14.5-opdateringen tidligere på året, hvor Apples brugere fik mulighed for at blokere for tracking (App Tracking Transparency) fra diverse apps. Flurry.com indsamler data fra hele verden om hvor mange, der tillader tracking. I første uge efter opdateringen sagde 11 % af brugerne på verdensplan ’Ja’ til, at apps må tracke deres adfærd – dog var det kun 2 % af amerikanerne, der sagde ’Ja’. Begge tal er stigende og i september 2021 har 21 % tilladt tracking (15 % af amerikanerne).

Hvis en bruger vælger at aktivere ”Mail Privacy Protection”, så kommer Apple til at omdirigere alle e-mails sendt til denne bruger, inden de ender i brugerens indbakke. Det giver Apple muligheden for at downloade hele mailens indhold (og dermed også den tracking pixel som e-mail marketing systemer bruger til at tjekke, om en bruger har åbnet en given mail).

Systemer – som eksempelvis Heyloyalty – vil derfor registrere mailen som åben, uanset om brugeren rent faktisk ender med at åbne mailen eller ej. Det er også i denne proces, at Apple ændrer IP-adressen, så den er mindre præcis. Herunder kan du læse den tekniske forklaring:

Det hele sker i fire trin:

  • Når en brugers Apple Mail starter (enten i baggrunden eller ved en reel åbning af appen) så downloades e-mailen fra afsenderens hostingudbyder eller e-mail service provider (ESP). Heyloyalty bruger Mailgun som ESP, men er i skrivende stund ved at skifte til en egenudviklet ESP.

  • Når mailen downloades cacher Apple alle billederne i mailen, og opretter en kopi af dem på en ny lokation i Apple Privacy Cache. Udover download af billederne så ændrer Apple i samme ombæring også modtagerens IP-adresse fra at oplyse den specifikke geolokation til blot at oplyse den generelle geografiske region. I praksis vil en ’Aarhus’ IP-adresse nok ændres til at være ’Danmark’. Der er dog lidt usikkerhed om, hvor store geografiske områder Apple ændrer IP-adresserne til at dække over.

  • Som del af denne cachingproces er Apple nødt til at hente billederne fra afsenderens ESP server – herunder tracking pixelen. Det tolker ESP’en som en åbning af mailen.

  • Hvis modtageren rent faktisk åbner mailen, så åbner modtagere kopien som Apple har downloadet og ikke den originale mail. Det betyder, at modtageren beder Apple Privacy Cache om at åbne mailen og vise alle billederne – herunder tracking pixelen. Derfor får ESP’en ikke den rigtige og reelle åbning af mailen tracket.

Ovenstående er gældende for enhver e-mail der bliver åbnet via Apple Mail app på ethvert givent device uanset om e-mailadressen er en @icloud, @gmail, @heyloyalty, @hotmail eller noget helt femte.

Det påvirker altså ikke mails, der bliver åbnet i andre mailapps så som Gmail-appen på iPhone.

”Hide My Email”

”Hide My Email” giver brugerne muligheden for at lade Apple generere en tilfældig e-mailadresse til brugeren i stedet for, at brugeren skal oplyse sin private, korrekte e-mailadresse. Den tilfældige e-mailadresse vil således videresende alle modtagne mails til brugerens private e-mailadresse.

Det vil kunne komme til at betyde, at du misser en god indikation af, hvor personen er fra. Specielt for B2B virksomheder kan dette blive en udfordring. For en normal B2C webshop bør det ikke have den store indflydelse.

I Heyloyalty kan du stadig tracke brugeren på samme måde grundet den måde Heyloyaltys tracking fungerer på.

 

Hvad skal du gøre herfra?

Forventningen er, at åbningsraten generelt set vil blive højere, da Mail Privacy Protection vil lede til ”falske åbninger” af dit nyhedsbrev. Dette betyder, at du skal begynde at måle på andre parametre end kun åbningsraten, selv om at det jo naturligvis er åbningen, der er det vigtigste første skridt. 

Vores anbefaling er, at du i stedet begynder at fokusere mere på den generelle aktivitet, som dine nyhedsbrevsmodtagere viser. Det kan fx være ved at se på klikraten i dine mails.

Du skal også sørge for, at ændre dine automations, som trigger på en åbningsrate. Her kan du med fordel trigge på en klikrate eller ’last click’ i stedet for.

Det er svært at konkludere hvad disse ændringer helt konkret vil betyde for dig som webshopejer, men det er tydeligt at vi alle skal ændre på, hvordan vi måler succesen af de e-mails, der sendes ud.

Når iOS 15 opdateringen har været implementeret i et stykke tid, og vil alle er blevet klogere, vender vi selvfølgelig tilbage med endnu et blogindlæg, hvor vi vil guide dig yderligere på vej.

Blev du klogere eller inspireret?

Det håber vi, du gjorde – og hvis ikke, så kan du læse vores guide om, hvordan du får flere til at åbne dine nyhedsbreve.

Skrevet af

Skrevet af

Filip Rokamp Diedrichsen, Marketing Automations Specialist i Heyloyalty. Filip har arbejdet med e-mail marketing og marketing automation siden 2017. Filip er lidt af en datanørd, der elsker at sidde og rode med Excel og Google Analytics. Han elsker at udfordre vores kunder og være med til at flytte deres forretning, så de opnår endnu mere deres succes med e-mail marketing og marketing automation.

Heyloyalty blog

Få indblik i vores marketing automations og bliv inspireret gennem vores mange blogindlæg, cases, og nyheder!